Hanegals Slagteri

print

Det første rent økologiske slagteri - slagtede den sidste gris 1 april 2007.

Slagteriet er opbygget af container-moduler, og det bebyggede areal er i alt 490 m2. Etableringen blev gennemført i 1994 som et udviklingsprojekt med støtte fra Feoga-ordningen.

Fra 1994 til 2007 er der slagtet tusindvis af grise og et mindre antal lam. Hvert eneste dyr er kontrolleret af en dyrlæge, som alle slagtede dyr i DK og resultatet af denne kødkontrol har været overbevisende. En suveræn høj sundhed hos dyrene og en meget hygiejnisk slagtning.

Hanegal udviklede sine egne regler for både indtransport, slagtning og nedkøling. Se disse regler nederst på siden her.

Den sidste gris blev slagtet d. 1 april 2007 på Hanegals Slagteri i Voel.

Al produktion foregår nu på Hanegals fabrik i Haderslev.

Som årene er gået, er en større og større del af vores varesortiment blevet de forarbejdede produkter som pålæg, pølser, pizza, færdigretter, hakket kød og fisk.
Til disse produkter er det især forenden af både grise og køer, som anvendes.
Kødet fra bagenden anvendes i højere grad til bøffer og stege o.lign. Disse produkter er udgået af Hanegals sortiment, da vi har valgt at fokusere på de produkter hvor efterspørgslen er størst og hvor vi har udviklingsmuligheder.

Kødet kommer i dag fra samarbejdspartnere, som vi har langvarige og tillidsfulde forhold til. Det er både i Damark og i udlandet.
Som garanter for dyrevelfærd og andre kvaliteter i historien bag produkterne, besøger Fie og Ulrich altid disse samarbejdspartnere og deres leverandører.
Vi har valgt at have langvarige og faste forhold - og prioriterer troværdighed og kvalitet fremfor lave priser og knaldtilbud!

Hanegals regler for transport og slagtning

Hanegals egne regler for håndtering af grise under transport og slagtning har været med til at præge de nuværende statsregler for transport og slagtning af økologiske dyr.

Reglerne har til formål at sikre, at de økologiske grise behandles etisk forsvarligt, samt at der opnås den bedst mulige kødkvalitet.
Overholdelse af reglerne sikres ved krav om brug af et transportdokument i forbindelse med alle transporter.

Indtransport til Hanegal
1. Transporttiden må højst være 6 timer.
2. Lastbilen skal være passende ventileret og forsynet med skridsikkert gulv, der er støet med rent savsmuld eller lignende.
3. Grisene skal holdes opdelt i grupper, der har gået i fold eller sti sammen. Hvis der er flere grupper fra samme leverandør, skal grupperne mærkes med hver sin farve, således at grisenes hurtigt kan sorteres, hvis to grupper ved et uheld kommer sammen.
4. Læsningen af grisene skal foregå så fredeligt og roligt som muligt. Der må ikke anvendes elstav eller anden vold, f.eks. spark og slag.
5. Leverandøren skal være til stede under læsningen og sikre, at reglerne for lastbilens indretning og reglerne for læsningen overholdes, og at alle grise er rolige og uskadte efter læsningen. Leverandøren skal i givet fald kvittere for dette på det transportdokument, der skal følge grisene. På transportdokumentet, skal leverandøren endvidere anføre afsendelsestidspunktet, og chaufføren skal ligeledes underskrive transportdokumentet.
6. Under kørselen skal der tages mest muligt hensyn til grisene. Det vil sige, at der så vidt muligt altid skal acceleres og bremses langsomt, samt at hastigheden skal nedsættes væsentligt i kurver og sving.

Opstaldning på Hanegal
7. Aflæsningen af grisene skal foregå så fredeligt og roligt som muligt. Der må ikke anvendes elstav eller anden vold, f.eks. spark og slag.
8. En medarbejder fra Hanegal skal være til stede under aflæsningen og sikre, at reglerne for aflæsning overholdes. Under aflæsningen skal det kontrolleres, om alle grise er rolige og uskadte efter transporten. I givet fald skal Hanegals medarbejder kvittere for dette på transportdokumentet. Eventuelle problemer skal noteres på transportdokumentet, hvor der desuden skal noteres tidspunktet for grisenes ankomst. Chaufføren skal ligeledes underskrive transportdokumentet.

Hanegals regler for transport m.v.
9. På Hanegal skal grisenes fortsat holdes i de grupper, som leverandøren har opdelt dem i. Grupperne opstaldes i seperate rum med frisk halmstrøelse og adgang til udeareal med frisk luft. Straks efter ankomsten (og i perioden frem til slagtningen) skal alle grise have adgang til frisk vand. I meget varme perioder skal alle grise have mulighed for skygge og sølebadning. Oversprøjtning med koldt vand kan erstatte sølebadet.
10. Det tilstræbes, at grisenes ankommer til Hanegal om eftermiddagen, dagen før de skal slagtes. Af hensyn til hygiejnen under slagtningen (tarmindhold) fodres grisene ikke det sidste halve døgn før slagtningen.

Flytning af grise fra stald til bedøvelsesrum
11. Flytningen af grisene fra stalden til bedøvelsesrummet skal foregå så fredeligt og roligt som muligt. Der må ikke anvendes elstav eller anden vold, f.eks. spark og slag. Grisenes flyttes i mindre grupper, og det skal tilstræbes, at det primært er grisenes naturlige nysgerrighed, der får dem til at bevæge sig frem mod bedøvelsesrummet.

Nedkøling og modning
12. Efter slagtningen nedkøles kroppene langsomt (10-12 timer) til 5 °C. i et svalerum.
Derved opnås det, at de naturlige modningsprocesser kommer i gang. Desuden vil overflødig fugtighed fordampe fra kroppenes overflader.
Distributionen til detailhandelen tilrettelægges således, at kødet som hovedregel er modnet ca. 2 døgn, når det ankommer til butikkerne.

Intet arbejde på akkord
13. Alt arbejde i forbindelse med transport, opstaldning og slagtning skal udføres på timeløn eller fast månedsløn. Der må ikke anvendes akkordbaserede lønsystemer, som kan være til hinder for, at medarbejderne bruger den tid, der er nødvendig for at følge ovenstående regler.

Hanegal d. 10. august 1997

Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen

 
Tilbage